Åbningstale Dyrskuet 2015

Åbningstale Karensminde

 

Tak for at jeg må komme og åbne Det historiske Dyrskue og Veteranstævne i dag.

 

Det har jeg glædet mig rigtigt meget til fordi jeg synes at det er et fantastisk spændende arrangement som har en stor betydning for vores område.

 

Jeg hedder Morten Karlsbjerg og er direktør for Billund ErhvervsFremme. 

 

I Billund ErhvervsFremme arbejder vi både med erhvervsudvikling og turisme i Billund Kommune. Og særligt i forhold til turismen så spiller Karensminde jo en stor og vigtig rolle.

 

Så jeg vil gerne starte med at sige tak til Karensminde for at holde et så stort arrangement.

 

Det historiske Dyrskue og Veteranstævne trækker jo hvert år rigtigt mange mennesker til Karensminde og dermed også til Billund Kommune.

 

Samtidig er det også et arrangement som borgerne her i kommunen møder talstærkt op til.

 

Det første dyrskue blev afholdt i 1990 – det er faktisk 25 år siden i år. Så et stort tillykke med jubilæet.

 

Også en meget stor ros til Karensminde og de mange frivillige som lægger en masse arbejdskraft i at få arrangementet til at fungere.

 

Der er ingen tvivl om at frivillighed er et bærende element for Karensminde.

 

Ligesom frivillighed er et bærende element for vores velfærdsstat her i Danmark.

 

Det gælder både inden for kulturen, idrætten, det sociale arbejde og mange mange andre steder, at der er tusindvis af frivillige, der bruger en stor del af deres fritid på at gøre noget for andre.

 

Vi tager ofte frivilligheden for en given ting. Vi forventer at der er frivillige til at træne børnene i fodboldklubben. Vi forventer at der er frivillige der hjælper til når der skal afholdes store arrangementer som i dag.

 

Men det er jo ikke en selvfølge at mennesker gør noget uden direkte selv at få noget ud af det.

 

Så vi skal huske at påskønne den indsats.

 

Det synes jeg fortjener stor ros. Den meget store og udbredte vilje og evne til at engagere sig i et stykke arbejde – uden nødvendigvis at få penge for det. Det er en utroligt vigtigt del af vores moderne samfund. Og en meget vigtig del af vores danske kultur.

 

Og netop den danske kultur er jo et helt centralt omdrejningspunkt her i dag.

 

Vi skal i dag opleve en kultur som på mange måder er langt væk for os moderne mennesker.

 

Men det er en kultur som vi skal huske på og værne om. Og det er lige præcis det man gør her på Karensminde.

 

Ikke kun i dag – men faktisk hele året rundt.

 

Det Historiske Dyrskue og Veteranstævne her på Karensminde repræsenterer også en anden ting, som jeg synes er utroligt vigtigt for det moderne samfund vi kender i Danmark i dag.

 

Nemlig at vi vedkender os den fortid vi jo alle udspringer af.

 

Vi står her i dag, fordi vi gerne vil opleve noget af det, der har haft den allerstørste betydning for opbygningen af vores lille og velstående land.

 

Nemlig landbruget.

 

Det er jo det Karensminde og dyrskuet i dag handler om. Nemlig formidling af hvordan livet på landet foregik for 75 – 100 år siden.

 

Rigtigt mange danskere skal ikke ret langt tilbage i slægtshistorien for at finde landmænd.

 

Men vi har måske en tendens til at glemme at tilværelsen så helt anderledes ud for ikke så lang tid siden.

 

Jeg mener at det er vigtigt at vi husker på hvor vi kommer fra. Det giver os en større forståelse for hvem vi er – og hvilke værdier der præger vores samfund.

 

Derfor handler dagen i dag også om at formidle historien om, hvordan livet her i vores område blev levet før de store industriarbejdspladser og videnssamfundet kom til.

 

Hvordan livet blev levet før der overhovedet var tænkt på mobiltelefoner og internet.

 

Ikke fordi vi skal være kede af at der er sket den udvikling. For det tror jeg ikke at vi skal.

 

Men for at vi i en travl moderne hverdag fyldt med informationer, nyheder fra den store verden, Facebook og sms’er kan huske på at tilværelsen engang for ikke så længe siden var en helt anden.

 

Det var formentlig ikke en nemmere tilværelse. Men jeg er ret sikker på, at det var en mere enkel tilværelse man levede på landbrugene heromkring i 20’erne og 30’erne.

 

Og den enkelhed tror jeg vi som moderne mennesker godt kan savne lidt engang imellem.

 

Så derfor vil jeg glæde mig rigtigt meget til om lidt at gå rundt og opleve de gamle husdyr racer. Og på den måde blive mindet om en tid, hvor livet måske kunne være hårdt. Men også en tid, hvor tilværelsen på mange måder var mere enkel.

 

Den enkelhed tror jeg vi alle har godt af at huske på engang imellem.

 

Og så glæder jeg mig selvfølgelig også til at se de mange flotte veteranbiler, knallerter og scootere.

 

Til slut vil jeg vil ønske jer alle sammen en rigtig god og festlig dag her på Karensminde.

 

Der er i hvert fald alle muligheder for at få en rigtig god dag med nogle festlige oplevelser.

 

Rigtig god fornøjelse

 

Og tak for ordet