Sankt Hans båltale 2015

Tale til Sct Hans aften på Karensminde 23/6-2015
Det er en kold tid-som vi lever i, alle går rundt og fryser, men vi har det
da nogenlunde her – selv om ordene stammer fra Kim Larsen for mange år
siden passer de godt på vores vejr i år.
Omvendt kan det være smukkere end nu, alt står i fuldt flor -og vi har
ingen tørkepletter-
Hvorfor fejrer vi Sct Hans. Den oprindelige baggrund med at fejre Johannes
døberen, er gledet i baggrunden for de fleste danskere- Derimod er det at vi
er kommet godt igennem vinteren, de lyse nætter, og nu er midt på sommeren
en god grund til at fejre det.
Vi nyder nuet og fællesskabet- det at være sammen.
Vi tænker eftertænksomt tilbage
Og vi skuer fremad
Vi nyder nuet og fællesskabet.
For en del år siden var jeg i Letland med et hold unge landmænd. Det var
omkring Sct. Hans og vi var med til den lokale midsommerfest. Det foregik
ved
at omegnens familier (i alt fald flere tusinde mennesker)var samlet ved en
flod, hvor de fejrede midsommer sammen. Der var flere der spillede musik og
ellers sad familierne side om side og spiste og snakkede og fik også lidt at
drikke, men der var stort set ingen fulde mennesker. Traditionen var at man
kom først på aftenen og blev der til lyset kom igen. Det var en stor
oplevelse at være en del af dette fællesskab til den lyse morgen- måske
var det en tradition vi skulle overveje.
Vi gør meget for at nyde nuet, men mindre for at styrke fællesskabet.
Egoismen har gode kår- det drejer sig om mig og mig selv. Jeg skal realisere
mig selv inden jeg vil gøre noget for andre og for fællesskabet. Hvis vi
møder modstand melder vi pas og finder en anden løsning. Vi vil ikke
forpligte os hvis vi ikke ved præcist – hvad er der i det for mig. Hvad
får jeg ud af det?
Er det nu godt eller skidt.
Det er godt at vi har muligheden for selv at vælge. Muligheden har bestemt
ikke altid været der, og mange var låst fat på den plads de en gang var
blevet sat på.
Det er skidt hvis valgmuligheden udelukkende bruges til at vælge
fællesskabet fra. Det kræver hårdt arbejde og ind imellem må vi sluge
kameler for at få fælleskabet til at fungere- det ved os, der har været
gift i mange år- et ægteskab er hårdt arbejde- men det er det hele værd.
Min kone er det hele værd.
Vi har alle en stor opgave med at hjælpe andre ind i vore fællesskaber.
Når det går galt for folk er det ofte for de de står udenfor alene, eller
er kommet ind i et helt forkert gruppe, der har helt andre mål, end det
åbne fællesskab. Karensminde er ikke til at komme uden om når man skal
finde eksempler på gode fællesskaber som gør en kæmpe indsats. Jeg tror
vi alle i området er meget taknemmelige for jeres indsats.

Når vi kigger ind i ilden og den er sunket lidt sammen tænker vi tilbage-
i eftertænksomhed, drømmer. Hvad tænker vi så?
Ting vi har nået eller ikke nået—er jeg mon den eneste
Familie vi ikke har set i lang tid-
Vore nærtstående som ikke er her mere- dem vi plejede at fejre sct hans
med
Lykken ved at være en familie og at næste generation er godt i vej- men de
kunne nu godt have opdraget ungerne lidt bedre
For jer der står og tumler med eftertænksomheden kunne det også være:
Hvornår har jeg sidst givet en opmuntring til andre
Hvornår har jeg givet noget til andre-I min alder ved man godt at det at
give følrs bedre end at modtage en gave.
Hvornår har jeg sidst gjort noget for andre uden egen vinding.
Skal vi da til at være superoptimister og hjælpsomme(eller typer som Ole
Henriksen) – Jeg er faktisk ikke i tvivl om at det virker, hvis man
virkelig går ind for det- men jeg tror det er for stort et arbejde at ændre
os så meget- Alligevel vil jeg opfordre til at vi tænker over det til
dagligt.
Ser fremad.
Ungdommen går til dans- nu springer vore unge ud –det være sig
håndværkere og hvis man ikke kan blive håndværker eller landmand så
studenter. Der er gå på mod og lyst til at lære nyt. Det er nødvendigt at
lære nyt, Ikke forstået som man er holdningsløs, men at indse at den
indstilling man tidligere havde ofte må ændres eller justeres. - En lille
historie fra Afrika.
I Afrika var der for mange år siden en stamme, som havde en livret, som var
abekød. Det var dog svært at fange aberne og derfor havde stammen en
speciel teknik. De vidste at aberne var vilde med honning. Derfor lavede de
huller i træerne og kugler af træstumper og honning af samme størrelse som
hullerne i træerne. De puttede så honningkuglerne ind i hullerne og
ventede. Aberne fik hurtigt færten af honningen og for ned til træerne. Så
stak de hånden ind i hullet og tog om honningkuglen. Det at deres hænder nu
var uden om kuglerne betød at de ikke kunne trække dem ud og de vilde ikke
give slip på den dejlige honning- og det betød at de blev fanget. Så hvis
vi ikke er parat til at give slip, kan det gå grueligt galt.
Med ønsket om at vi må nyde nuet og fællesskabet, få tid til eftertanke
og se lyst på fremtiden vil jeg ønske alle en god sommer.

Kurt Østergaard