Båltale 2022 ved Mads Søbye Helbo.

 

Mange tak fordi jeg må komme her på Karensminde og holde årets båltale.

 

Jeg blev en smule overrasket, da Elna ringede og spurgte, om jeg havde lyst til at være båltaler.

 

Faktisk så overrasket, at jeg kortvarigt tog mig selv i den tanke, at Elna nok havde fået fat i den forkerte Mads.

 

Det havde hun ikke.

 

Jeg ku’ forstå på Elna, at det kunne være godt med lidt ungt blod på talerstolen. Så jeg skyndte mig naturligvis hurtigt at sige ja, tak.

 

Sandheden er, at jeg for længst har passeret de 40. Der er tegn på begyndende måne og tendens til lidt mave. Og så er børnene omkring teenagealderen.

 

Men Elnas kommentar om min alder satte nogle tanker i gang i mig.

 

Jeg er på godt og ondt et barn af min tid.

 

Før den 24. februar og Ruslands invasion af Ukraine har jeg aldrig skænket det en tanke, at de demokratiske stater i Europa skulle være truet.

 

Det skyldes nok, at jeg er vokset op i 80’erne og har haft en fantastisk og tryg barndom.

 

Starten på skolernes sommerferie falder i mine barndomsminder sammen med dejlige Sankt Hans Aftener på Boeslum strand på Djursland sammen med den store familie.

 

Min farfar havde samlet et stort Sankt Hans bål på stranden gennem maj og juni. Der har nok været lidt trykimprægneret træ og optændingen foregik givetvis med rigeligt fossilt brændstof af en eller anden art.

 

Så ret hurtigt stod flammerne højt og heden var intens for en knejt på 10 år.

 

Fra stranden kunne man så i skumringstiden se Sankt Hans bålene tænde som perler på en snor på strandene langs kystlinjen. Fra Boeslum strand til Jernhatten. Med Djurslands bakkede landsskab som bagtæppe og Kattegat som spejl og altid til tonerne af midsommervisen i shu-bi-dua’s udgave.

 

Jeg tror ikke, det kan blive mere dansk eller mere trygt.

 

Og truslen mod Vesteuropas demokratier var jo væk. I slutfirserne fes den kolde krig ligesom ud.

 

Man kunne læse i tykke bøger og i aviserne, at ideologiernes kamp var slut. Det liberale demokrati og kapitalismen havde sejret over kommunismen og det totalitære styre i Sovjetunionen. Der var med andre ord intet at frygte i Europa for en knejt på 10.

 

Det hele blev bekræftet under et familiebesøg i Berlin i 1990. Jeg var 13 år gammel, men registrerede de tydelige tegn på en delt by med hvert sit udtryk. På den ene side et demokrati med politisk frihed og velstand. På den anden side et diktatur, som uden tøven havde taget livet af sine egne indbyggere, undertrykt den frie kunst og strømlinet foreningslivet i sit eget totalitære billede.

 

Men demokratiet havde sejret – det ku’ vi jo se med egne øjne i Berlin. Og hvis vi var i tvivl, kunne vi bare sammenligne en Trabant med en Mercedes. Det var vesttyskernes biler, vi bøjede os for.

 

På mellemtrinnet i folkeskolen i 1992 forsøgte vores engelsk- og historielærer at vække vores bevidsthed om den kolde krig og Cubakrisen i 1962.

 

Poul Otto hed han. Og han var både højtelsket af elever og en dygtig fortæller.

 

Han fortalte os sin egen historie.

 

Han havde været dansk soldat i de højspændte dage, hvor Cubakrisen spidsede til og verden holdt vejret. Forsvaret var i forhøjet beredskab og Poul Otto og hans venner blev beordret i de aftalte stillinger i tilfælde af et russisk angreb. Og så holdt de ellers også vejret.

 

Jeg har sikkert siddet med åben mund og slugt historien, men jeg forstod kun spændingen og ikke omfanget af atomkrigens skygge.

 

Cubakrisen var 30 år væk og fortid for mig – historien var slut. Det havde jeg jo lige set i Berlin.

 

Derudover var det snart sommerferie og dermed Sankt Hans. Og det var 1992, så der ventede os alle sammen en uforglemmelig sommer med et dansk Europamesterskab i fodbold og sorgløs jubel og glæde.

 

Og hvad skulle vi egentlig i EU – Vi kunne jo bare slå dem, sagde Uffe.

 

Siden blev jeg selv værnepligtig i 1998 og vi forsvarede pligtskyldigt Storstrømsbroen i øvelser planlagt i 60’erne og 70’erne. Det var underholdende, men virkede meningsløst at trille rundt på Sydsjælland og Falster. Russerne kom jo ikke. De var ved at blive ligesom os i 1998. Troede jeg.

 

Siden kom 11. september. Kampen mod terror. Krige langt fra Europa.

 

Jeg indrømmer, at jeg ind til den 24. februar dovent har taget det for givet, at de europæiske demokratier ikke var i fare.

 

Og sandheden er jo, at alle børn og unge fortjener at vokse op med den følelse af tryghed og frihed, som min barndom og ungdom har været præget af. Nøjagtigt som flertallet af børn i min generation har oplevet det.

 

Det ønsker alle forældre for deres børn.

 

 

Og det var måske derfor, at Ukrainernes viljestærke og modige reaktion på den russiske invasion og de baltiske landes hyldest af Uffe Ellemanns kamp for deres frihed skabte sprækker i mit verdensbillede og rystede min tro på, at fred, frihed og demokrati i Europa var en naturtilstand.

 

For ukrainerne, for balterne og for det polske folk er demokrati, fred og frihed ikke noget man tager for givet. Den samme forståelse har min forældres generation – måske personificeret meget godt ved Uffe Ellemann.

 

 

Det kan godt være, at krudt og kugler kan virke afskrækkende og sikrer fred.

 

Det er ren sikkerhedspolitik. Men krudt og kugler er ikke en garanti for den frihed, det demokrati og den tryghed som jeg oplevede i min barndom.

 

Og den erkendelse ramte mig nok først rigtigt hårdt søndag den 19. juni, da reaktionerne fra de baltiske lande strømmede ind oven på Uffe Ellemanns død.

 

Livet leves forlæns og forstås baglæns, sagde Kirkegaard og nogle gange træder værdien af noget, først rigtigt frem, når man risikerer at miste det.

 

Heldigvis er min generation vokset op i demokratiet og alene det at leve og deltage i demokratiet er en uddannelse i værdien af den frie tanke, fællesskaberne og den politiske lighed.

 

Den frie kunst har vist min generation splinten i vores eget øje og nuancerne i andre livsformer og tilgange til livet. Vi så i Ole Bornedals storslåede TV-serie 1864, at krigens virkelighed er grusom og historien om en af nationens skæbnestunder er mere grumset end sort/hvid.

 

Foreningsfriheden har sikret, at min generation i stor stil er vokset op i fællesskaber, hvor vi lærer at være enige om at være uenige. Vi har store oplevelser i bagagen sammen med mennesker, der er forskellige fra os selv. I mit oldboys omklædningsrum mødes håndværkeren, akademikeren og erhvervsmanden på lige fod.

 

Og historielærerne har tålmodigt fortalt min generation verdenshistorien ucensureret i håb om, at vi måske en dag ville forstå den store sammenhæng mellem os selv og verdenshistoriens store begivenheder.

 

 

Uffe Ellemann var som forkæmper for demokrati og frihed i Europa rundet og galvaniseret af det danske demokrati.

 

Men Uffe Ellemann er her ikke mere.

 

Så nu må vi klare Putin selv.

 

Men når jeg ser på summen af demokratisk viljestyrke i min generation og min forældres generation – ja, så er jeg ikke bekymret.

 

Demokratiet er gået i arv fra jer til os.

 

Hvis prisen for Ukrainernes frihed og demokrati er dyrere brændstof og el samt stigende fødevarepriser, så tror jeg, at flertallet af os forstår, at vi skal klemme ballerne sammen for en tid og passe på hinanden.

 

Hvis prisen bliver højere, så finder vi også ud af det.

 

Jeg har læst mig til, at russerne også fejrer Sankt Hans. Jeg håber af hele mit hjerte, at der er russere, hvis højeste ønske er det samme som mit i aften.

 

En fortsæt række af trygge Sankt Hans aftener for vores børn.

 

Tak for ordet – jeg ønsker jer alle en rigtig god sommer.